Jeg tilbyder individuel terapi til voksne og unge fra 16 år. I individuel terapi kan du få hjælp til at forstå dig selv, dit oplevede problem eller symptombillede som grundlag for at bryde uhensigtsmæssige mønstre i dit liv. Du kan også få hjælp til at håndtere livsovergange og – forandringer, som ikke lader sig håndtere med de ressourcer og strategier, du selv allerede kender til.
I den individuelle terapi vil vi indledningsvist fokusere på dit problem og mål for terapien og via konkrete eksempler i din nutid skabe indsigt og bearbejde de mønstre, der trigger og vedligeholder dit problem. Det er ikke et krav, at du på forhånd skal være dit problem eller din målsætning fuldt bevidst. Det er derimod en del af selve behandlingen, at vi sammen undersøger, hvori det psykologiske problem består.
Jeg har særligt erfaring med at behandle symptomer som:
Stress – angst – depression – fødselsdepression – sorg – let til moderat personlighedsforstyrrelser – senfølger efter seksuelle overgreb, psykisk eller fysisk vold – sexologiske vanskeligheder eller dysfunktioner – selvværd – selvtillid – ensomhed – omsorgstræthed eller udadreagerende adfærd.
Jeg arbejder dog i udgangspunktet ikke symptomfokuseret. Jeg vil derimod hovedsaligt sammen med dig undersøge de bagvedliggende mønstre og vanskeligheder, der bidrager til dit samlede symptombillede.